VIVIL har udviklet nye muligheder for at hjælpe psykisk sårbare borgere i København, der ønsker at arbejde. Det gennem et tæt samarbejde med distrikts- og socialpsykiatrien og med et særligt fokus på at yde støtte til virksomhederne. Drivkraften i et forløb med VIVIL er deltagernes egen motivation og drøm om et arbejde. VIVIL er forankret under Center City, men servicerer alle seks socialpsykiatriske centre i København.
Borgeren
VIVIL fungerer som en indgang til et job på særlige vilkår for mennesker, der på grund af en sindslidelse har mistet kontakten til arbejdsmarkedet. Mange har et ønske om at genetablere en kontakt til arbejdslivet – og få en aktiv hverdag og det sociale netværk, der kan følge med. Formålet med VIVILs arbejde er at det ønske bliver opfyldt gennem et job, hvor der tages hensyn til de særlige behov, der kan følge med det at leve med en sindslidelse.
Arbejdsgiveren
VIVIL er også arbejdsgiverens hjælp til at ansætte en medarbejder med en sindslidelse. Flere og flere virksomheder får øjnene op for de fordele, der ligger i at inkludere mennesker, der har mistet kontakten til arbejdsmarkedet, gennem fleksible jobvilkår. Ved at tilbyde råd, vejledning og støtte i forbindelse med ansættelsen og fastholdelsen af en ny medarbejder, bidrager VIVIL med at gøre virksomhedens vej fra ønske til handling kort, nem og ligetil.